53-årig mand tiltalt for at kvæle bekendt på vandrehjem

En mand er tiltalt for at have holdt en bekendt fast i armlås om halsen, til han blev kvalt.

Drab 16. april 2018 13:05 - Opdateret 16. april 2018 13:19

En 53-årig mand er tiltalt for drabet på en 32-årig mand.


Det oplyser senioranklager Anne Marie Fink mandag.


Forbrydelsen fandt sted i en lejlighed på et vandrehjem i landsbyen Svendstrup i Sydvestsjælland i december sidste år.


Her blev den 32-årige kvalt under et slagsmål.


Den 53-årige mand er tiltalt for at have holdt offeret fast i armlås om halsen, hvorefter offeret afgik ved døden som følge af kvælning.


De to mænd kendte hinanden i forvejen. De var alene i lejligheden, da slagsmålet opstod.


Borgere i området slog alarm, da de hørte spektakel fra lejligheden. Da politiet nåede frem, fandt betjente den 32-årige livløs.


Manden blev forgæves forsøgt genoplivet. Senere blev han erklæret død på Slagelse Sygehus.


Den tiltalte er tidligere dømt i to straffesager. Han nægter sig skyldig. Også offeret var kendt af politiet i forvejen.


Den 53-årige er subsidiært tiltalt for vold med døden til følge.


Der er afsat tre retsdage til nævningesagen, der begynder 31. maj. Retssagen finder sted ved Retten i Næstved.


Senioranklager Anne Marie Fink oplyser, at der blandt andet er indkaldt vidner, som opholdt sig på vandrehjemmet, da forbrydelsen fandt sted.


/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...