53-årig mand trafikdræbt på forbrændingsanlæg i Hobro

Trafikulykker 8. oktober 2002 08:00

HOBRO: En 53-årig mandlig ansat på fællesforbrændingen på Hvedemarken i Hobro blev i går formiddag klokken 10.30 trafikdræbt, da han under et reparationsarbejde ved porten til fabriksområdet blev påkørt af en lastbil med sættevogn, der bakkede ud fra forbrændingsanlægget. Lastvognschaufføren overså totalt den 53-årige, der var i gang med at svejse skinnen i asfaltenbelægningen, der styrer rulleporten. Den ansatte var ifølge vagthavende ved Hobro Politi død ved ankomsten til Hobro Sygehus. Politiet har endnu ikke frigivet navnet på manden, der kommer fra området omkring Mariager. Direktør Knud Jakobsen fra Fælles Forbrænding I/S oplyser, at lastbilen med sættevognen var inde på forbrændingsområdet for at få vejet en vognfuld jern, som den netop havde hentet på den anden side af Hvedemarken. Allerede omkring et minut senere bakkede den ud fra området, hvilket er normal kotyme for lastbiler efter vejning på vægten. Efter ulykken gik politiets teknikere og Arbejdstilsynet samt Statens Bilinspektion i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring dødsulykken. Undersøgelserne viste blandt andet, at lastbilen var i tip top orden og synet for nylig. Lastvognschaufføren blev også afhørt om sin rolle, og han var dybt chokeret efter ulykken. - Hele den tragiske ulykke har også berørt os alle dybt her på forbrændingsanlægget. Chaufføren havde ikke en chance for at se den ansatte bag sin lastbil, og det hele må betegnes som et sort uheld, understreger Knud Jakobsen. Straks efter ulykken blev der flaget på halv stang på forbrændingsanlægget i den nordlige del af Hobro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...