Spanien

53 gyldne sekunder

AaB fulgte med FC Barcelona i knap en periode

AAB - FC BARCELONA 55-102 BASKETBALL, OPVISNINGSKAMP, MÆND AALBORG: Han fyldte 17 år i onsdags og er lige skiftet fra Lundergaards 2. divisionshold til ambitiøse AaB i landets fineste række. I aftes fik Søren Sørensen så sin debut - mod FC Barcelona - i AaB Basketballs allerførste kamp efter overtagelsen af Aalborg Basketball Klub. Og glæden lyste ud af ham, da han efter en fast rolle som bænkevarmer fik chancen i de sidste 53 sekunder. - Jeg havde frygtet, at jeg ikke kom på banen, og det var bare en fed oplevelse. Nu kan jeg sige, at jeg spillet mod Barcelona, lød det fra den unge nordjyde, der er udråbt som landsdelens p.t. største basketballtalent. USA trækker Han har foreløbig valgt at blive boende i Ø. Vrå og kombinerer gymnasieuddannelsen i Frederikshavn med næsten daglige togture til træning i Aalborg. - Tre år i AaB vil være et perfekt springbræt, inden jeg forhåbentlig er klar til at prøve lykken i USA, smilede stortalentet efter sin mindeværdige AaB-debut. - Søren Sørensen må i første omgang tage til takke med den 12. og sidste plads på ligaholdet, men han er absolut fremtidens mand, sagde AaB Basketballs eliteformand, Thomas Frost, der med knap 700 tilskuere kunne konstatere, at klubben så nogenlunde holder skindet på næsen i den økonomiske satsning på at præsentere den spanske storklub. Forskellen alene i højde og drøjde lod sig illustrere tydeligt under præsentationen, hvor den spinkle AaB'er Dereck Rankin på banens midte trykkede næve med den næsten et halvt meter højere Marc Saez. Og så var sidstnævnte endda ikke gæsternes højeste mand. Med sine 2,15 meter tilfaldt denne rolle sloveneren Gregor Fucka, der tegnede sig for Barcelonas seks første point og faktisk ikke behøvede at hoppe for at lægge bolden i kurven. 22 point på stribe AaB'erne lod sig dog ikke skræmme af overmagten og var til publikums jubel i front indtil 13-12, blandt andet i kraft af to sublime tre point scoringer af anfører Lasse Kristiansen. I fortsættelsen skruede Barcelona imidlertid op for tempo og boldpres, og så kom klasseforskellen mere og mere til udtryk. Således scorede gæsterne i anden periode 22 point i træk og øgede føringen fra 30-22 til 52-22. På trods af lussingen fik AaB momentvis vist, at holder rummer betydeligt større format end i sidste sæson. Den elegante og hurtige amerikaner Marek Ondera brillerede med flyvske dunk og andre besnærende detaljer, ligesom hans garvede landsmand Tat Tucker gav prøver på sine evner. I de kommende dage får den nye AaB-cheftræner, Nathan Collins, rig lejlighed til at spille holdet sammen mod mere jævnbyrdige modstandere. AaB spiller i aften mod Bergen, i morgen mod Horsens og på søndag mod Aabyhøj som led i forberedelserne til ligapremieren ude mod Svendborg om præcis en måned. Kampfakta: Periodecifre: 19-25, 8-35, 15-24, 13-18. Point for AaB: Marek Ondera 15, Lasse Kristiansen 14, Dereck Rankin 12, Tat Tucker 12, Christian Rom 2. Topscorere for Barcelona: Marvis Thornton 21, Gregor Fucka 17. Tilskuere: 687 i Aalborg Stadionhal.