EMNER

530 våben på fem år

scanpix

scanpix

KØBENHAVN: Skydeklare pistoler og automatiske geværer forsvinder hvert år fra forsvaret og Hjemmeværnet. På lidt over fem år er der i alt forsvundet 531 våben, hvoraf de 441 var fuldt funktionsdygtige. Det viser en opgørelse fra Forsvarets Materieltjeneste. - Når man ser bort fra røveriet mod Antvorskov Kaserne, hvor 199 våben forsvandt, så er det Hjemmeværnet, der mister flest våben. Det sker typisk ved indbrud i hjemmet, siger chef for lagerdivisionen, major Hans Peter Broberg, der har været med til at lave opgørelsen. Siden 2004 har hjemmeværnet i alt mistet 146 våben, hvoraf 102 var fuldt funktionsdygtige. I samme periode er 90 våben fundet igen. Blandt de forsvundne våben er pistoler, maskingeværer og moderne fuldautomatiske geværer af typen M/95, der blandt andet bruges af de danske Afghanistan-soldater. Ifølge chef for planlægningsafdelingen i Hjemmeværnet, Carsten Holm Albrektsen, er hvert mistet våben et for meget. Han hæfter sig dog ved, at antallet af mistede våben fra Hjemmeværnet generelt er faldet over perioden. Sidste år steg antallet af forsvundne våben dog igen. - Vi har endnu ikke nogen forklaring på stigningen sidste år. Men vi anstrenger os hele tiden for at bringe tallet så langt ned som muligt, siger Carsten Holm Albrektsen. /ritzau/