Brandstiftelser

54-årig mand mistænkt for trusler og ildspåsættelse

En 54-årig mand fra Aalborg er blevet varetægtsfængslet i 14 dage, fordi han er mistænkt for at have sat ild til sin tidligere kærestes lejlighed i Søndergade i Aalborg lørdag eftermiddag og for at have truet kvinden og hendes nuværende kæreste på livet.

Derudover er den 54-årige sigtet for at have sat ild til Marios Pizza i Svenstrup for 11 dage siden. Manden nægter at kende noget som helst til episoderne. Men når dommer Jytte Tørslev alligevel gav anklager Anne Marie Svendsen ret i, at det var bestyrket mistanke mod den 54-årige, skyldtes det blandt andet to tilfælde af trusler mod de forurettede, og at den sigtede er blevet set i nærheden af de to steder, hvor der har været påsatte brande. Den 54-årige forklarede i retten, at han ikke har forsøgt at kontakte sin tidligere kæreste, siden hun forlod ham tidligere på året, men anklageren fremviste i retten et trusselsbrev, som hun formoder er skrevet af den sigtede, som forlangte 5.000 kr. af sin tidligere partners nye kæreste.