54 -årig sigtet for moms- og skattesnyd

FJERRITSLEV:En 54-årig mand fra Fjerritslevs opland er i retten i Fjerritslev sigtet for overtrædelser af moms- og kildeskattelovgivningen. Han er sigtet for som ansvarlig leder af et anpartsselskab i perioden marts 2001 til november 2002 ikke at have sørget for, at anpartsselskabet var registreret hos Told-og Skat. I perioden havde han udskrevet fakturaer med moms på og derved overtrådt momsloven. Han forklarede at have regnet med, at hans advokat- og revisionsfirma havde sørget for at få disse formalia i orden. På grund af arbejde i udlandet havde han ikke selv haft tid og mulighed for at kontrollere det. Sigtelserne drejer sig også om manglende angivelse af moms- og skattebeløb til et samlet beløb på 140.000 kr. På grund af mangelfuld dokumentation blev sagen udsat, så politiet kan afhøre og finde ud af, om der er endelig grundlag for at rejse tiltale mod sigtede. Det fremgik i retten, at mandens anpartsselskab var gået konkurs i oktober 2003. nca