55-årig bag bombetrussel erkender og får lyndom

En 55-årig mand erkender bombetrussel mod Bilka onsdag aften og får 30 dages fængsel torsdag.

28. februar 2013 17:39 - Opdateret 28. februar 2013 17:42

55-årig bag bombetrussel erkender og får lyndom

Den 55-årige mand, der blev anholdt for bombetruslen mod Bilka i Holstebro, har fået en lyndom på 30 dages ubetinget fængsel ved Retten i Holstebro torsdag, oplyser lokalpolitiet i Holstebro.

Den 55-årige mand fra Hanstholm erkendte sig skyldig i den telefoniske bombetrussel mod Bilka onsdag aften klokke 18.15, som blev gentaget over for TV Midt-Vest klokken 18.42.

Manden blev anholdt torsdag klokken 12.10 og sigtet i sagen.

- Umiddelbart, så lyder det mest som om, at han bare har syntes, at der skulle ske et eller andet, siger leder af lokalpolitiet i Holstebro, Allan Laustsen, til Ritzau.

Han oplyser, at det var gennemgangen af telefonlisterne hos Bilka og TV Midt-Vest, der førte politiet på sporet af den 55-årige.

Dansk Supermarked, der ejer Bilka, forventer at kræve erstatning fra den 55-årige for tabt omsætning onsdag aften. Ifølge informationschef Mads Hvitved Grand er der tale om "adskillige hundredetusinde kroner", skriver TV Midt-Vests netavis.

Efter dommen blev manden løsladt, og han skal afsone de 30 dages fængsel på et senere tidspunkt.

Politiet håber nu på, at straksdommen kan have en afskrækkende effekt på andre mulige bombetruere i fremtiden. Bombetrusler har det nemlig med at kommer i bunder, fordi mulige truere får inspiration fra hinanden.

- Det er et signal, som man kan forstå. Vi slår hårdt ned på truslerne, og vi gør det med det samme, fortæller Allan Laustsen.

Bilka i Holstebro ligger tæt på banestrækningen mellem Holstebro og Struer, og alle tog blev onsdag aften aflyst på grund af truslen.

Det er uvist, om DSB vil kræve erstatning for aflysninger af togafgange.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...