55-årig kvinde voldtaget i Aalborg
Mand sigtes for vold og voldtægt

Arkivfoto
AALBORG:En 36-årig mand fra Aalborgs vestby er blevet anholdt og sigtet for vold og voldtægt af en 55-årig kvinde fra Frederikshavn, oplyser Nordjyllands Politi.
Kvinden henvendte sig omkring klokken tre natten til fredag til lægevagten for at bede om hjælp efter overgrebet. Kvinden havde skader i ansigtet, og lægevagten kontaktede politiet.
Ifølge vagtchef Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi har kvinden fortalt, at hun havde mødt en mand i byen, som tog hende med hjem til sin lejlighed i Aalborgs vestby. Oppe i lejligheden ville manden have sex med kvinden, men da hun afslog, slog han hende og begik fuldbyrdet voldtægt.
Stak af fra taxa
I forbindelse med en senere fælles taxatur, lykkedes det dog kvinden at stikke af. Hun fandt en taxa, som kørte hende hjem til Frederikshavn, hvor hun bor.
En hurtig efterforskning af sagen førte politiet til en 36-årig mand fra Aalborg, som klokken kvart over fire blev anholdt på sin adresse. Både kvinden og manden venter nu på at blive undersøgt i forbindelse med voldtægten.
Politiet ved endnu ikke, hvordan manden stiller sig til sigtelsen for vold og voldtægt. Han skal formentlig fremstilles i grundlovsforhør fredag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.