55-årig mand fra Hanstholm anholdt for telefonbombe

Telefonlister hos Bilka i Holstebro har ført politiet på sporet af midaldrende mand fra Hanstholm.

28. februar 2013 15:31 - Opdateret 28. februar 2013 15:34

55-årig mand fra Hanstholm anholdt for telefonbombe

Politiet har anholdt en 55-årig mand fra Hanstholm, der mistænkes for at stå bag en bombetrussel mod varehuset Bilka i Holstebro onsdag aften.

Manden blev anholdt torsdag klokken 12.10 og sigtet i sagen. Det vides endnu ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Allan Laustsen, oplyser til TV Midt-Vest, at det var gennemgangen af telefonlisterne hos Bilka, der førte politiet på sporet af den 55-årige.

Ifølge Allan Laustsen kan manden vente en sigtelse for overtrædelse af straffelovens paragraf om trusler, der kan give op til to års fængsel.

Samtidig bliver den 55-årige præsenteret for et krav om erstatning på 500.000 kroner eller mere, oplyser politiet.

Det er endnu ikke besluttet, om den anholdte skal fremstilles i et grundlovsforhør med krav om fængsling.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...