Brovst

55 enheder indsat til snerydning

Ud over kommunens egne 40 snerydningsenheder er der hos entreprenører og vognmænd lejet knap 15 enheder, der kan være en rendegraver, stor traktor eller gummiged.

Det sker for at holde vejene ryddede i Jammerbugt Kommune. Målet er, at samtlige veje er farbare torsdag morgen, også de mindre veje. - Vi har arbejdet med alle enheder indsat i døgndrift siden tirsdag formiddag. Nu ser det ud til, at sneen ikke falder så tæt mere. Vinden lægger sig tilsyneladende også. Det betyder, at fygningen og drivedannelse ikke bliver så kraftig i eftermiddag og nat. Så vi fortsætter med uændret kraft indtil videre, fortæller Vej- og Parkchef Jens Ørtoft. - I eftermiddag og aften vil gaderne i byerne have højeste prioritet. Derefter gælder det om at udvide kørebanernes bredde på vejene, inden vi senere sætter ind med rydning af fortove og stier. Det vil vare mange dage, inden der er ryddet op på samtlige veje og pladser efter de enorme snemængder, som kom tirsdag og onsdag. Jens Ørtoft håber, at vejsituationen er normaliseret torsdag morgen. - Vi har i hvert fald åbnet alle veje, også de mindre. Vore maskiner vil mindst en gang have været på samtlige veje, som det er vedtaget af politikerne. Arbejdet med rydning af vejene koordineres fra de to kommandocentraler, Park- og Vejafdelingen i Jammerbugt Kommune, har oprettet på materielgårdene i Pandrup og Brovst.