Hals

56 ture med fortællinger om Limfjordslandet

Limfjordslandets fristelser, her isfremstilling på Aabybro Mejeri, er et af temaerne i årets Limfjordsfortællinger. Her er der rundvisning og fortælling hver tirsdag eftermiddag. foto: michael bygballe

Limfjordslandets fristelser, her isfremstilling på Aabybro Mejeri, er et af temaerne i årets Limfjordsfortællinger. Her er der rundvisning og fortælling hver tirsdag eftermiddag. foto: michael bygballe

JAMMERBUGT:Vil man gerne vide, hvorfor Gjøl Kirke er en paradiskirke, prøve en sejltur på Frederik d. 7. Kanal i Løgstør, høre om Vejlernes fugleliv eller opleve oste- og isfremstilling på Aabybro Mejeri og ølbrygning på Thisted Bryghus, er det om at benytte sig af sommerens tilbud om Limfjordsfortællinger. Hele 56 af slagsen finder sted fra 26. juni til 1. september, og på dem vil kyndige guider øse af deres viden og vise frem af natur- og kulturskatte, så man kan få sin nysgerrighed stillet og oplevelser oven i købet. Turene foregår omkring hele Limfjorden, så der er tilbud fra Hals til Harboøre og sydpå til Hjarbæk inden for temaerne natur, maritim historie, kirker og klostre, forfattere, kunst, historie og Limfjordens fristelser. Turene gentages i flere uger på samme tidspunkt, så er man forhindret en dag, er der andre chancer. På turistkontorerne kan man få en brochure med beskrivelse af samtlige ture, og tilsvarende information kan man hente på internetadressen www.visitfjordenrundt.dk.