594 millioner kroner til dansk højteknologi
En række nordjyske projekter får også støtte

Tekstilvirksomheden Gabriel i Aalborg skal være med til at udvikle en ny type isoleringsmateriale.Arkivfoto © Henrik Bo
NORDJYLLAND:En ny form for kulstof, der er verdens både tyndeste og stærkeste stof, en ny type isoleringsmateriale bygget på rumfartsteknologi, og en støbeteknologi, der kan give både billigere produkter og renere miljø.
Det er nogle af de nordjyske projekter, der er med i en rekordstor investering på 594 millioner kroner til dansk højteknologi.
Det er den største runde af investeringer i Højteknologifondens historie. Virksomheder og universiteter leverer 290 millioner kroner til de nye forskningssamarbejder, mens Højteknologifonden investerer 304 millioner kroner.
Masser af vilje
De nye projekter åbner for en verden af muligheder. Det er ikke længere vigtigt at huske en pinkode, når man kan låse mobilen op med øjnene. Bygninger renoveres til gavn for klima og pengepung. Lægen får information om en indopereret hjerteklap fungerer, inden operationen afsluttes, og såret lukkes. Det er et udpluk af ambitionerne i 20 nye forskningsprojekter.
- Der er masser af vilje i Danmark til at satse på forskning og hæve sig op på den internationale scene. Det er glædeligt, for det rummer store perspektiver for at skabe vækst og arbejdspladser, siger Carsten Orth Gaarn-Larsen, der er direktør i Højteknologifonden.
Vurderet to gange
Fondens bestyrelse har vurderet alle projekter i to omgange. Først selve idéen og dernæst projektets mulighed for at blive gennemført med succes. Undervejs er ansøgningen også blevet underkastet et kritisk blik af forskningsfaglige eksperter, der bekræfter det høje niveau i forskningen.
Der deltager samlet 38 forskergrupper og 36 virksomheder i de nye samarbejder. Forskerne kommer fra seks af landets universiteter og fire hospitaler. Virksomhederne kommer fra 26 forskellige byer ligeligt fordelt på begge sider af Storebælt og spænder fra nystartede pionerer til mere etablerede.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.