6,4 millioner til mere kultur i Musikkens Hus

Bestyrelsen for fonden bag Musikkens Hus i Aalborg godt tilfreds med regnskabet for husets fjerde leveår

Lasse Rich Henningsen og med ham bestyrelsen for Musikkens Hus er godt tilfreds med resultatet af det forgangne års anstrengelser i huset. Arkivfoto
Kultur 26. marts 2018 15:21 - Opdateret 26. marts 2018 16:10

AALBORG: Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, der ejer og driver Musikkens Hus, kunne i 2017 øge sine investeringer i kulturelle aktiviteter med 6,4 millioner kroner. Det resulterede i hele 64 procent flere arrangementer sammenlignet med 2016. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra fonden, der netop har offentliggjort sit årsregnskab for 2017.

Og 2017 blev endnu et godt år for Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, lyder det i pressemeddelelsen, hvor bestyrelsen for fonden også udtrykker sin store tilfredshed med det forgangne år - det fjerde leveår for Musikkens Hus.

Den samlede omsætning i 2017 steg med 16 procent til 120,7 millioner kroner sammenlignet med 2016. Koncertvirksomheden Musikkens Hus fik et overskud på 0,2 millioner kroner, mens resultatet for datterselskabet Musikkens Spisehus, der er forpagter af restauranten, blev et rundt 0. Ledelsen ser begge tal som tilfredsstillende, da huset ikke som sådan har til formål at tjene penge, men i stedet at bruge hver en krone på kultur til nordjyderne.

Vigtigt måltal

Regnskabet omfatter fondens egne aktiviteter, der tæller Musikkens Hus, datterselskabet Musikkens Spisehus samt projektvirksomhederne Aalborg Operafestival og Orkester Norden, samt drift af bygningen, der blandt andet inkluderer lejeindtægter fra husets øvrige beboere, henholdsvis Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborgafdeling, Aalborg Universitets musikuddannelser samt Aalborg Symfoniorkester.

Aktivitetsniveauet i Musikkens Hus blev løftet til 169 kulturarrangementer svarende til en stigning på 64 procent sammenlignet med 2016. Hertil kommer koncerter med Aalborg Symfoniorkester samt hundredvis af andre arrangementer. Det er ifølge administrerende direktør Lasse Rich Henningsen et af husets vigtigste måltal:

- Fondens fornemmeste opgave er at fremme den musikkulturelle aktivitet. Det gælder selvsagt både i højden og i bredden, og vi skal hele tiden udfordre og tilbyde nye og varierede musikalske oplevelser af høj kvalitet, siger han og fortsætter:

- Nu er vi gået over i en fase, hvor huset har mindre nyhedsværdi, men hvor vi stadig har haft rekordmange besøgende - nemlig 362.000 gæster, heraf 135.000 gæster til koncerter i huset, operafestival eller filmforevisninger med live-orkester rundt om i Norden. Samtidig har vi bibeholdt en ekstrem høj belægningsgrad på 85 procent af alle udbudte billetter. Det er nogle af de nøgletal, som vi har mest fokus på, og som vi godt mener, at vi kan være særdeles tilfredse med, siger Lasse Rich Henningsen.

Mere til arrangementer

Det forhøjede aktivitetsniveau er blandt andet muliggjort via tilførsel af yderligere 6,4 millioner kroner til arrangementsbudgettet i løbet af året. Ledelsen evaluerer løbende den økonomiske udvikling og tilpasser budgetterne herefter, og en særdeles positiv udvikling i løbet af året har givet plads til et merforbrug til arrangementer:

- Kultur er sjældent en god økonomisk forretning, og vi er derfor meget tilfredse med, at fondens økonomi er forbedret i en sådan grad, at vi igen i 2017 har kunnet øge udbuddet af koncerter og kulturelle aktiviteter. Det er vigtigt i bestræbelserne på at indfri vores målsætning om at være skandinavisk markedsleder blandt eksklusive musikvenues, fortsætter han.

En del af forklaringen er et stadigt stigende antal private sponsorer. Antallet af sponsorer lå i slutningen af 2017 på 86 private virksomheder og fonde, der tilsammen bidrog med 7,3 millioner kroner. Og erhvervslivets interesse for Musikkens Hus fortsætter: De seneste 12 måneder er der tegnet 35 nye sponsorkontrakter.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...