Volsted

60 år

Kurt Chri­sten­sen

Kurt Chri­sten­sen

¤Kurt Christensen, rørlægger, Parallelvej 11, Brønderslev, fylder tirsdag 60 år. Kurt Christensen er til frisk luft og fysisk aktivitet. Siden 1980 har han været rørlægger, og når han nu runder 60 år, har han besluttet sig for at gå på efterløn ved månedens udgang. Så vil han i stedet gå meget mere på jagt og fiskeri, end han hidtil har kunnet få tid til. Kurt Christensen er født og opvokset i Brønderslev og havde sin skolegang i Volsted. Som ung aftjente han sin værnepligt ved Dronningens Livregiment. Han blev uddannet rørlægger i Svenstrup, og som rørlægger har han haft sine faglige interesser i Dansk Metal, hvor han i mange år var tillidsmand. I sin fritid har han været aktiv fodboldspiller i Brønderslev Idrætsforening, og siden blev han også træner for spillere på alle niveauer. Desuden har hans interesse for jagt og jagthunde inspireret ham til også at træne jagthunde. Kurt Christensen er gift med Mona, og de har tre børn samt svigerbørn og nu også fem børnebørn. Sammen med Mona passer Kurt Christensen 150 fuchsiaer, som om sommeren fryder familien og forbipasserende. Han er i det hele taget snild med sine hænder og holder af at bruge dem. Fødselsdagen fejres tirsdag med åbent hus.