Hospitaler

60 år

Birgitte Ussing

Birgitte Ussing

Birgitte Ussing, for-mand og lægesekretær, Bygaden 6, Aalborg, fylder torsdag 60 år. Hun har siden januar 2006 være formand for DL - en landsforening under HK med 11.000 medlemmer, hovedsagelig lægesekretærer på hospitaler, i lægepraksis og på andre klinikker. Birgitte Ussing er ansat på Aalborg Sygehus, hvor hun er fællestillidsrepræsentant for lægesekretærerne og medlem af den lokale sektorbestyrelse i HK/Kommunal. Lægesekretærfaget og DL er i dag under stor udvikling. Medlemmerne har hidtil været kendt for at skrive journaler, men under Birgitte Ussings ledelse overtager de flere og flere opgaver omkring patienterne. Dermed aflaster de læger, sygeplejersker og andre fagpersoner. Der er i øjeblikket stor mangel på lægesekretærer i Danmark. Birgitte Ussing er ivrig fortaler for, at der skal ansættes flere unge på lægesekretæruddannelsen. Birgitte Ussing er født i København, men flyttede som barn til Aalborg med sine forældre. Hun vendte tilbage til hovedstaden for at tage lægesekretæruddannelsen. Siden har hun blandt andet taget diplom i offentlig administration, og hun er merkonom i ledelse og samarbejde. Birgitte Ussing har arbejdet på Rigshospitalet, Frederiksberg Hospital, Århus Kommunehospital og Aalborg Sygehus. I et halvt år virkede hun i en almen lægepraksis i Aalborg. Det private sygehusvæsen har hun også afprøvet - på en røntgenklinik på Frederiksberg. Birgitte Ussing er mor til tre voksne børn og bor i en ombygget gård i Gammel Hasseris. Familien har sommerhus i Stenbjerg i Thy.