60 år

¤ Ole Mørk, inkarnerede Frem'er, fodboldekspert og foredragsholder, fylder i dag 60 år. Ole Mørk har været vidt omkring. Først på fodboldbanen som både spiller og træner og siden som tv-kommentator og foredragsholder. Selv om Ole Mørk har smidt sine egne fodboldstøvler og senest var træner i 2005, så fortsætter han med at påvirke fodbolden fra sidelinjen. I øjeblikket er Mørk fast ekspert på TV2 Sporten, og samtidig bruger han sin træneruddannelse, som er den højest certificerede i Dansk Boldspil-Unions regi, til at være foredragsholder og coach for danske virksomheder. I dag får erhvervsledere og medarbejdere således hjælp til at nå deres mål af Ole Mørk. Det største kapitel i historien om Ole Mørk handler om Boldklubben Frem, der har hjemme i Valby ved København. Det var her Ole Mørk fra 1967 og 13 år frem slog sit navn fast som angriber for klubbens førstehold. 110 scoringer i 345 kampe blev det til for Ole Mørk, og de mange mål betød også, at han fire gange optrådte for U21-landsholdet. I 1990 vendte han tilbage til Frem, denne gang på trænerbænken. Efter at have stået i spidsen for Tårnby Boldklub og Helsingør IF blev han hurtigt en af landets fremadstormende unge trænere i den bedste fodboldrække. Hans stil og rappe bemærkninger gjorde ham populær i medierne, men i fodboldmiljøet rynkede man indimellem på næsen af ham. I 2001 kom Ole Mørk således under heftig kritik, da han for anden gang blev ansat som træner i Frem. Den fyrede træner Johnny Petersen beskyldte således sin trænerkollega for at have kuppet ham væk fra pladsen i Frem. En beskyldning, som Ole Mørk afviste pure./ritzau/