Nørresundby

60 år

Vagn Freundlich

Vagn Freundlich

¤Vagn Freundlich, Ane Dams Gade 56, Nørresundby, fylder søndag 60 år. Vagn er født i Aalborg på Boulevarden, men har i mange år boet på Skansen i Nørresundby sammen med sin kone, Dorthe, og deres tre børn, Jakob, Morten og Anna. Vagn er uddannet maler, og han har de seneste mange år arbejdet som faglærer og undervist i malerfaget på den tidligere Skolen i Enggårdsgade. Vagn er en engageret lærer, der brænder for sit job. Familien betyder meget for Vagn, og han er der altid, når der er brug for hjælp, og ingen går forgæves til ham. Den nærmeste familie tæller nu også seks børnebørn, og Vagn nyder, at de alle bor i gå-afstand til Ane Dams Gade. Ofte bruges fritiden sammen med familien, hvor fælles oplevelser, gerne i naturen, spiller en stor rolle. Vagn elsker at rejse og gerne i længere perioder. Han rejste bl.a. i 1984 sammen med familien syv måneder rundt i Europa, og i 1995 rejste han og Dorthe og datteren jorden rundt i seks måneder. Vagn er en mand med mange interesser, og han har en stor nysgerrighed over for livet. Han har studeret fugle, siden han var helt ung. Interessen blev vakt i forældrenes sommerhus i Højris ved Vegger. Han dyrker stadig denne interesse i stor stil, nu både i familiens sommerhus ved Vejlerne og på utallige fugleture i både indland og udland. Næste tur går til Nepal i 2012 sammen med gode fuglevenner. Vagn holder også af at fotografere, sejle kajak, se på sommerfugle, studere planter, plukke svampe, slægtsforske og vedligeholde hus. Fødselsdagen fejres i Ane Dams Gade sammen med familie og venner.

Breaking
Studenter får alligevel lov til at fejre det med studenterkørsel
Luk