Fjerritslev

60 år

Poul Langagergaard

Poul Langagergaard

¤ Poul Langagergaard, ledelsesrådgiver og foredragsholder, Kornmodsbakken 12, Århus, fylder mandag 60 år. Han er fra Skræm ved Fjerritslev og synes stadig, der er noget specielt ved den rekreation og stimulering, som den friske nordvestjyske luft og høje himmel giver. Han er med, når storfamilien Langagergaard samles en gang om året på det nordjyske missionshotel Sanden Bjerggaard ved Slettestrand. Han er ejer af rådgivningsfirmaet L*Profil - For Bedre Lederskab, som han etablerede i 1994. I de første år drev han det sideløbende med skiftende chefjob, men siden 2003 på fuldtid og med kunder over hele landet. Hele hans arbejdsliv har bestået af ledelse i teori og praksis, for han har udelukkende haft chefstillinger og altid været optaget af ledelsesteori. Han er teoretisk velfunderet og kommunikerer på et almindeligt dansk, så vanskelig teori bliver brugbar og komplicerede problemstillinger gennemskuelige. Ved siden af den professionelle ledelsesrådgivning holder han kurser og foredrag om ledelse og en række andre emner som f.eks. frihed og demokrati, stress og stilhed. Han er cand.theol. og medejer af Kirkekonsulenter.dk. Tidligere har han bl.a. været administrationschef for et advokatkontor, it- og personalechef i en kommune og kommunikationschef i en faglig organisation. Poul Langagergaard er dynamisk og effektiv, men også struktureret og bevidst om sine prioriteringer. Trods lange og travle arbejdsdage er der tid til børn og børnebørn og f.eks. teater- og koncertture sammen med venner og ægtefællen Jonna Langagergaard. Ferierne bliver også holdt og går ofte til Rom eller et andet sted i Sydeuropa.