Brønderslev

60 år

Flemming Juul Andersen, maskinkonstruktør, Askvej 1, Brovst, fylder mandag 60 år. Flemming Juul Andersen har næsten hele sit arbejdsliv arbejdet på Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev. Til august bliver det til 36 år med konstruktion af betonrørsmaskiner og en del rejseaktivitet til udlandet i forbindelse med udvikling. Efter endt arbejdsdag tager han gerne op til sine to sønner, som begge har minkfarm for at hjælpe til med bl.a. at bygge og renovere samt at vedligeholde maskiner. I pelssæsonen er han altmuligmand, hvis noget går i stykker. Det er noget, han går meget op i, for, som han altid siger, ”produktionen kommer i første række”. Flemming Juul Andersen har tre børnebørn, Maja, Nete og Emma, som er det bedste, han har, og han glæder sig altid til at være ”barnepige”. Den fritid, der er tilbage, bliver gerne brugt til at spille golf i, og hans kone Jytte, som også spiller, er altid parat til at tage en runde med ham.