EMNER

60 år

¤Niels Martinsen, Holte, grundlægger af tøjfirmaet InWear, fylder fredag 60 år. Niels Martinsen, der voksede op på Frederiksberg, fik så at sige tøj og mode ind med modermælken. Hans forældre havde en trikotageforretning, hvor man kunne købe det populære arbejdstøj af mærket Kansas, og som ganske ung var det naturligt, at han fulgte i samme fodspor og kom i lære i en herreekvipering. Men som værnepligtig i søværnet mødte han designeren Kirsten Teisner. Ud over at være kærester blev de designere og konkurrenter til kendte danske modepar som Søs og Ib Drasbæk og Margit og Erik Brandt. Det var i 1969 ¿ og den stod på indiske bomuldsskjorter og forvaskede cowboybukser. Kærligheden holdt kun et par år mere, men makkerparret kunne sagtens arbejde sammen og gjorde det til frem 1987. Kirsten ramte de unge pigers smag ¿ og Niels kunne få varerne solgt og produceret til en god pris. Niels Martinsen var ikke meget for at lade sin virksomhed børsnotere, men i 1996 fulgte han i kølvandet på blandt andre rivalen Klaus Helmersen fra Carli Gry International. Fra den ene dag til den anden kunne Martinsen efter børsintroduktionen kalde sig milliardær ¿ blot for at se børskurserne styrtdykke ret hurtigt efter. For at redde virksomheden gik Martinsen og Helmersen med til, at deres virksomheder skulle fusioneres og erobre verden sammen. Det skete i 2001 under navnet IC Companys. I dag er Niels Martinsen bestyrelsesformand i koncernen, der indeholder mærker som Peak Performance, InWear, Jackpot, Tiger of Sweden, Cottonfield, Matinique, Part Two, Saint Tropez, By Malene Birger, Soaked in Luxury og Designers Remix Collection./ritzau/