60 år

Jens Vibjerg

Jens Vibjerg

¤Jens Vibjerg, folketingsmedlem og arbejdsmarkedsordfører for Venstre, Skovvej 23, Give, fylder søndag 60 år. Venstre har siden Uffe Ellemann-Jensens formandstid bevæget sig hurtigt fra land til by, hvor partiet kaprede stadig flere vælgere og til sidst magten under Anders Fogh Rasmussen. Samme vej har Jens Vibjerg betrådt. Han blev landmand i 1972 og drev indtil 2005 selvstændigt landbrug på 63 hektar i Give ved Vejle. Han var formand for Give Mejeri, sad fra 1976-86 i repræsentantskabet for Mejeriselskabet Danmark og var fra 1983-91 medlem af Landsudvalget for Planteavl. I 1994 kom han i Folketinget, hvor arbejdsmarkedet fire år senere blev hans ressort. Fra 2001 til 2005 var han formand for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. Som Venstres arbejdsmarkedsordfører har Jens Vibjerg forsvaret kontanthjælpsloftet, 300 timers reglen for folk på kontanthjælp, lavere starthjælp for udlændinge, introduktionsydelse, en kortere dagpengeperiode samt andre politisk kontroversielle regler. Dermed har Jens Vibjerg loyalt forsvaret regeringens arbejdsmarkedspolitik. Han fandt det "helt ude i hampen", når Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, i oktober beskyldte regeringen for at være godt tilfreds med højere ledighed./ritzau/