60 år

Jens Peter Lorenzen

Jens Peter Lorenzen

¤Jens Peter Lorenzen, Rosenvængets Allé 71, Brønderslev, fylder i dag 60 år. Rigtig mange skolebørn eller tidligere skolebørn fra Jerslev kender Jens Peter Lorenzen. Han har været lærer på Tofegårdsskolen i Jerslev siden 1972, og her arbejder han stadig. Jens Peter Lorenzen arbejder som skolebibliotekar og har gennem årene undervist i mange fag, blandt andet dansk, idræt og tysk. I tysk har han en stor fordel, idet Jens Peter Lorenzen er født i Tyskland, nærmere betegnet Flensborg. Hans familie flyttede til Glückburg, hvor Jens Peter Lorenzen gik i dansk skole, og dermed har han i dag to sprog, som er lige naturlige for ham - dansk og tysk. Som 17-årig flyttede Jens Peter Lorenzen til Danmark for at gå på højskole, først Jaruplund og siden Vrå Højskole. Han skulle egentlig bare have været afsted i et års tid, men sådan gik det ikke - her kom kærligheden ind i billedet. Han mødte sin kone Mette Bønkel, og så ville han ikke tilbage til Tyskland igen. Jens Peter Lorenzen gav sig nu til at læse til lærer i Hjørring, og i 1972 blev han og Mette gift. Han fik arbejde på Toftegårdsskolen i Jerslev, og det unge par slog sig ned i Brønderslev. De har sammen to voksne børn og fire børnebørn. Idræt har altid fyldt en stor del af fritiden for Jens Peter Lorenzen, som i mange år har spillet både håndbold og fodbold. Han har været træner i Jerslev-Sterup IF (JSI) i en årrække og har haft både børn og voksne i alle aldre. Han har desuden siddet i klubbens fodboldudvalg og har været instruktør i DGI fodbold og har afholdt kurser i hele landet. I dag er han stadig aktiv som holdleder for JSI¿s grand old boys hold, som tæller cirka 20 lokale spillere, der spiller kamp hver mandag. Mange af de gamle drenge har Jens Peter Lorenzen haft i skolen, og deres børn med.