Aalborg

60 år

Nelly R. Bach, pædagog, Kjeldhøj 93, Ertebølle, Farsø, fylder mandag 60 år. For godt 25 år siden flyttede Nelly Bach sammen med sin søn Peter fra Sjælland, hvor hun er født og havde arbejdet som pædagogmedhjælper. De flyttede til Jylland, fordi hun havde mødt Ivan Bach, som hun blev gift med for knap 25 år siden. Parret flyttede til Ertebølle, hvor de havde et hus. De forlod dog stedet efter nogle år og flyttede til Aalborg, da Ivan Bach arbejdede der, og Nelly R. Bach var gået i gang med at læse til pædagog på seminariet i Aalborg. Flytningen fortrød de dog ret hurtigt, så jagten på et hus i Ertebølle gik i gang, hvilket lykkedes for 10 år siden. Derefter fik Nelly R. Bach arbejde i en børnehave i Farsø, hvilket hun dog er sygemeldt fra. Huset i Ertebølle har parret helt endevendt, så de nu har gode muligheder for at byde deres fire børn med familie velkommen.