60 år

Kurt Rasmus Nielsen

Kurt Rasmus Nielsen

¤Kurt Rasmus Nielsen, Dragsholmvej 3, Nørresundby, fylder i dag 60 år. Kurt Nielsen har hele sit liv boet i Nørresundby. Han er uddannet autoopretter ved Fiat, Nørresundby. I 1970 blev han gift med Anne Margrethe, og de har to børn, Jacob og Louise. Svigerfaderen havde startet fa. Nordjysk Køleservice i 1959, og allerede da Kurt i 1966 begyndte at komme i svigerforældrenes hjem, blev han interesseret i køleanlæg og ismaskiner, så når fritiden ikke blev brugt på at spille fodbold i Nørresundby Boldklub eller banke rust på gamle biler, tog han ofte med svigerfar ud for at reparere køleanlæg og softicemaskiner. I 1981 gik Kurt i voksenlære som kølemontør, og i 1987, da svigerforældrene gik på efterløn, købte han og Anne Margrethe firmaet, som dengang havde ansat en montør. I 2003 fik Kurt Nielsen eneforhandling i Danmark af de italienske softicemaskiner Carpigiani og oprettede et ApS, hvor sønnen Jacob er partner, og først på året opkøbte de firmaet P.E. Hvidevareservice. Datteren Louise er for nylig blevet uddannet på kontor i firmaet, som i dag beskæftiger 18-19 personer og har landsdækkende service. I 2007 byggede de nye lokaler på Følfodvej i Vodskov. I sin sparsomme fritid slapper Kurt Nielsen af og lader op i sommerhuset i Blokhus. Det store hit er, når de tre børnebørn Mathias, Frederik og Rasmus kommer og besøger morfar/farfar. Kurt Nielsen fejrer fødselsdagen privat sammen med familien, men vil på et senere tidspunkt markere den runde dag.