60 år

Anne Marie Dal

Anne Marie Dal

Anne Marie Dal Jensen, 83, Skallerup, Hjørring, fylder torsdag 60 år. Anne Marie Dal er født og opvokset i Vrå og uddannet lærer. Hun blev i 1970 ansat på Overlund Skole ved Viborg og har siden 1971 været ansat som lærer på Løkken Centralskole. Hun og hendes mand Leif bosatte sig først i Løkken, hvor de også fik sønnerne Peter og Søren. Siden 1981 har familien boet på Kirkensgård i Skallerup, hvor der bl.a. er en stor have at passe. Anne Marie Dal har desuden i mange år undervist i den lokale idrætsforening, først i motionsgymnastik og senere i mor-far-barn gymnastik. Hun er netop stoppet med dette for i stedet at kaste sig over seniorgymnastikken. I årene 1989-2004 var Anne Marie Dal aktiv i DGI Vendsyssels udvalg for dans og musik. Hun har desuden siden 1984 været leder af et seniorsangkor i Løkken. Hendes store fritidsinteresser er, som det fremgår, musik og gymnastik, og både Anne Marie Dal og ægtefællen Leif er aktive gymnaster på opvisningsholdet Vendelboerne. Anne Marie Dal har deltaget i de seneste 11 landsstævner. Leif Jensen fyldte 60 år sidste år, og da ingen af sønnerne er landmænd, ligger det i kortene, at Kirkensgård skal sælges, når parret går på pension. Den beslutning er de så småt begyndt at forberede sig på og glæder sig også til på den måde at få mere tid til at rejse. Anne Marie Dal og Leif Jensen har for deres arbejde på Kirkensgård og for deres store engagement i lokalsamfundet modtaget LandboNords pris for godt landmandsskab.