EMNER

60 år

Claus Grube, jurist og øverste chef i Udenrigsministeriet, fylder tirsdag 60 år

Han er en af Danmarks mest erfarne og allermest respekterede karrierediplomater. Claus Grube har en livslang karriere i Udenrigsministeriet bag sig. Han trådte for første gang ind i ministeriet i 1977 som sekretær, og siden da har han bevæget sig længere og længere op i embedsmandshierarkiet. Han har beskæftiget sig med EU-politik i mere end 30 år og styrede i seks år, fra 2003-2009, et af dansk diplomatis vigtigste job, da han fungerede som Danmarks faste repræsentant ved EU. Her har han ledsaget både den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) og den daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) til mere end 200 topmøder og rådsmøder i EU-regi. Claus Grube kender om nogen EU-maskineriet ud og ind. Titlen som topembedsmand har dog ikke fået Claus Grube til at holde sig i baggrunden. I 2005 stillede han således op til et langt interview i Euroman, hvor han fortalte om det at være topdiplomat. Hans direkte og åbne måde at være på kom også til udtryk, da Per Stig Møller forlod posten som udenrigsminister i 2010. Her gav Claus Grube sin mangeårige piberygende chef tilnavnet Kaptajn Haddock. Claus Grube vendte snuden hjem til Danmark i 2009 og fik da sin nuværende stilling som departementschef. Claus Grube er gift og har tre børn. /ritzau/