EMNER

60 år

Jakob Lage.

Jakob Lage.

¤Jakob Lage, journalist, Ullitshøjvej 150, Gl. Ullits, fylder søndag 60 år. Jakob Lage er født i Farsø som søn af kreds- og skolelæge Erik Lage og hustru Aja Lage. Han begyndte sin journalistiske løbebane på Dagbladet Bornholmeren og har også bidraget til spalterne i bl. a. Grønlandsposten og Skive Folkeblad, inden han i 1989 blev ansat på Aalborg Stiftstidendes redaktion i Aars som ansvarlig for dækningen af Aalestrup-området. I forbindelse med kommunesammenlægningen rykkede Jakob Lage nogle kilometer østpå til Hobro, hvor han i dag indgår i det team, der står for NORDJYSKEs dækning af Rebild Kommune. Jakob Lage er typen, der ikke lader sig bringe ud af fatning, når det uventede sker i en travl hverdag på redaktionen - og står redaktionssekretæren og mangler en håndfuld noter en sen fredag eftermiddag, er Jakob stort set altid i stand til at ryste et par ekstra historier ud af ærmet. Bl. a. på den baggrund er kollegerne også glade for, at 60 års fødselaren åbenbart ikke har planer om at forlade arbejdsmarkedet lige med det første. I fritiden har Jakob Lage i mange år været en ivrig lystsejler med fast kajplads i Hvalpsund, men i takt med at børnene har overtaget faderens fritidsinteresse, er der blevet stadig mere rift om at disponere over familiens sejlbåd. I stedet har Jakob kastet sig over en ny hobby: Tai Chi - en gammel kinesisk kampsport, hvor det - kort fortalt - handler om, at udøveren skal være i mental og fysisk balance. Fascinationen af Tai Chi har i de senere år ført ham til eksotiske destinationer som Malaysia og New Zealand, og senest brugte han sin sommerferie på at deltage i en Tai Chi-workshop i Holland. Tilværelsen som bedstefar tager efterhånden også en pæn del af Jakob Lages fritid. Foruden Jakobs tre voksne børn - en søn og to døtre - tæller den nærmeste familie i dag ikke færre end ni børnebørn.