60 år

Wagner Foldberg Nielsen, Hjelmerstald 11, Aalborg, fylder i dag 60 år.

Wagner Foldberg Nielsen
Skolevæsen 4. september 2009 06:00

Wagner Foldberg Nielsen har siden 1997 været skoleleder på Skansevejens Skole i Nørresundby, og han har her altid været meget visionær og sørget for, at skolen altid har været en skole i bevægelse. Det har betydet, at Skansevejens Skole på mange områder har været foregangsskole for andre skoler i Aalborg Kommune. Noget af det, der kendetegner Wagner, er, at han fastholder den positive indgangsvinkel til det at drive skole på trods af de ændrede forhold i folkeskolen. Wagner prioriterer et godt arbejdsmiljø højt. Han er stor fortaler for, at alle møder op til samtlige fællesarrangementer i personalegruppen. Han går endda så vidt, at det ofte er ham selv, der tager kokkehuen på – og der ledes med fast og kyndig hånd. Wagner bruger en stor del af sin fritid på sport, og her har han tidligere været meget alsidig, da der bl.a. har stået surfing, tennis, golf og volley på programmet. Han har i flere omgange været tilknyttet HIK både som cheftræner og assistenttræner, og ført flere hold til slutspillet samt vundet en enkelt DM medalje. I øjeblikket er det golf, som han forsøger at finde tid til, men derudover har han lige tilmeldt sig et 10 kilometer løb sammen med personalet, så måske ser man ham også til halvmaraton i november. Wagner har tidligere på ugen markeret dagen med personale og børn på skolen, hvor han for en gang skyld ikke var den, der stod for at holde talerne, men kunne sidde og nyde indlæggene. Selve fødselsdagen i dag fejres sammen med familien, som udover hans hustru også omfatter de to sønner, en svigerdatter samt børnebørnene Emilie og Malthe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...