Nibe

60 år

Jonna Emilie Laursen

Jonna Emilie Laursen

Jonna Emilie Laursen, oversætter, Nørregade 2, Nibe, fylder torsdag 60 år. Jonna Laursen, der er født i Kyø Skovhuse, flyttede til Canada i begyndelsen af 1970’erne, hvor hun startede som privatsekretær og Karoline-pige i Denmark Cheese Association. Hun er selvlært, men en dygtig syerske/designer og fik hurtigt job som produktchef for Levi’s jeans. Senere blev hun headhuntet af et stort tøjfirma i Manitoba som marketingchef og flyttede fra Toronto til Winnipeg. Da hun pludselig mistede sin lillebror i 1982, flyttede hun og datteren tilbage til Danmark. Det var en stor omvæltning, men Jonna Laursen er god til at omstille sig, og hun betragter enhver ny situation som en udfordring. I Danmark fik hun job i marketing hos RWS i Svenstrup og derefter hos Emborg Foods i Aalborg, hvor hun var ansat indtil midten af 1990’erne. Godt på vej mod de 50 år, blev hun gået i en prikkerunde sammen med 14 kolleger. Men Jonna Laursen lod sig ikke kue og brugte ”arbejdspausen” til at lære noget mere. Hun tog en edb-uddannelse og derefter en studentereksamen og læste efterfølgende engelsk på cand. mag. studiet i fem år og har siden brugt det i undervisning og som oversætter. I flere sæsoner var hun en værdsat engelskunderviser for ældre på Nibe Solsidecenter, og skønt hun nu er tvunget på efterløn, fortsætter hun freelance som oversætter og sydemonstratrice. Jonna Laursen har altid gang i 1000 ting. Enten ser man hende ude i naturen, hvor hun samler bær til sine kryddersnapse, spiller golf, står på ski og fotograferer, eller hun digter lejlighedssange, oversætter tekster, skriver slægtshistorie, hækler, syr og læser. Men når børn, børnebørn og bonusbørn har brug for hjælp, eller der mangler en afløser i Røde Kors-butikken, bliver alt lagt til side. Jonna Laursen er en meget givende og omfavnende person, der hele sit liv har knyttet mange og stærke venskaber. Hun fejrer dagen i en forlænget weekend med familie og venner på en feriegård ved Vilsted Sø. Lige efter festen rejser fødselaren og hendes datter Zitta en tur til Canada, hvor de har boet i ni år.