60 år

Fodbold 24. september 2007 06:00

Birgitte Holm, Jeppe Åkjærs Vej 6, Ny Skovsgård, fylder torsdag 60 år. Birgitte Holm er født i Sønder Økse ved Halvrimmen. Hun gik i Sdr. Økse Skole og senere på det, der dengang hed Brovst Realskole. Efter skolegangen startede hun i Brovst Brugsforening, hvor hun blev uddannet kommis. I 1970 kom hun til Andelsbanken i Brovst, hvor hun var frem til 1977. Herefter vendte hun tilbage til Brugsen som deltidsbeskæftiget. Birgitte Holm er gift med murermester Lars Holm og har været beskæftiget i hans virksomhed i en lang årrække. Siden 1985 har hun stået for den regnskabsmæssige del af firmaet og har stor viden om bogholderiet i firmaet og har haft den daglige kontakt til kunderne. Sidste år blev murerfirmaet solgt. Birgitte Holm går nu på efterløn. Birgitte Holm var tidligere håndboldspiller i HIK, Halvrimmen, og senere har hun spillet i Skovsgård/Brovst KFUM IF. Hun har også haft poster i hovedbestyrelse og støtteforening og er nu revisor i foreningen. Gymnastik har altid haft en stor plads blandt fritidsinteresserne, og højdepunkterne har været DGI¿s landsstævner. Hun deltog første gang for 12 år siden og dyrker fortsat gymnastik og badminton på motionsplan. Også bestyrelsesarbejde i Brovst Brugsforening er der blevet plads til. Har Birgitte Holm ikke været optaget af egne sportsaktiviteter, har hun fra sidelinjen fulgt sine to sønner, Flemming og Henrik, til deres sportskampe inden for badminton og fodbold. Og hun har i mange år været en sikker holdleder og har udført et stort stykke frivilligt arbejde. Birgitte Holm fejrer fødselsdagen med familie og venner i Slettestrand. På dagen træffes hun hjemme på adressen Rolf Krages Vej i Ny Skovsgård.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...