Pelsdyravl

60 år

Mogens Uttrup, minkfarmer, Limfjordsgade 82b, Gjøl, fylder torsdag 60 år.

Mogens Uttrup

Mogens Uttrup

Han er født i Nørre Tranders og opvokset i Gandrup. Han gik på Gandrup Centralskole, på Nørresundby Gymnasium og tog senere en uddannelse som lærer fra Aalborg Seminarium. Han blev færdig i 1975 og var lærer ved Farsø på Strandby Centralskole i fire år, hvor han var meget aktiv i egnens svømmeklubber. Han flyttede i 1979 til Gjøl, hvor han var lærer på Vedsted Centralskole. I 1988 købte han en minkfarm, som han drev samtidig med, at han var lærer (en meget travl periode), men i 1996 kom han alvorligt til skade ved et trafikuheld og måtte af helbredsmæssige grunde stoppe som lærer i 1998. Han er dog fortsat som minkfarmer, som er hans store hobby . Han driver i dag farmen sammen med sin kone, Jonna. De har tre børn, en svigersøn og to dejlige børnebørn. Mogens Uttrup har altid elsket det våde element og har efter ihærdig træning formået at tage et dykkercertifikat i 2008, som han gør flittigt brug af, når familien er i udlandet. Han har her i foråret krydset Limfjorden ved Aggersundbroen - den ene vej med flasker 16 meter under overfladen og den anden vej i overfladen. Han er i øjeblikket ved at tage et kajakkursus, så han kan padle en tur på Limfjorden, som familien bor tæt på. Fødselsdagen fejres på dagen sammen med familie og venner.