Retspleje

60 år

¤Otto Hedegaard Madsen, jurist og landsdommer, fylder søndag 60 år. Otto Hedegaard Madsen holder af at rejse, og ved siden af dommergerningen, har han siden 1997 været formand for Rejseankenævnet, det nuværende Pakkerejse-Ankenævnet. Hedegaard Madsen fremhæver selv vigtigheden af, at nævnet bevarer sin integritet, når det skal udfylde rollen som vagthund over for rejsebranchen. Privat holder han da også af at rejse, og det gælder både udenlandske destinationer og rejser rundt i landet samt til Grønland og Færøerne. Sønderjylland har en særlig plads som rejsemål, for det var her, han under udstationeringen som dommerfuldmægtig mødte sin hustru, Kirsten, som han i dag har to voksne sønner med. Hedegaard Madsen har i løbet af karrieren nået at gøre tjeneste som både dommer, anklager og ministeriel embedsmand. Efter den juridiske embedseksamen i 1974 blev han ansat i Justitsministeriet og i halvandet år udsendt til Tønder som dommerfuldmægtig. Han arbejdede senere en tid som medhjælper hos Statsadvokaten for København, og det blev også til en periode som dommer ved Retten i Tårnby, før han i 1984 blev ansat som dommer ved Københavns Byret. Siden 1996 har han været dommer ved Østre Landsret. /ritzau/