EMNER

60 år

Erik Mei­er Carl­sen

Erik Mei­er Carl­sen

Erik Meier Carlsen, journalist og politisk kommentator, Kronprinsensvej 45, Frederiksberg, fylder i dag 60 år. Erik Meier Carlsen har, siden han i 1971 blev uddannet journalist, været på flere landsdækkende medier. I dag er han tilbage, hvor han startede på dagbladet Information, der dengang var en udpræget akademikeravis, som politisk varetog venstrefløjens interesser. Erik Meier Carlsen havde som ung været tiltrukket af de kommunistiske ideer, men vendte sig hurtigt mod SF, hvor han var medlem og på et tidspunkt med i partiets hovedbestyrelse. Han har altid haft stor interesse for politik og havde i mange år sin gang på Christiansborg, hvorfra han fortalte og underholdt om stort og småt fra politiske partidiskussioner til private opgør mellem politikerne på borgen. Da Det Fri Aktuelt blev etableret i 1987, overraske Erik Meier Carlsen sine læsere ved at springe fra Informations chefredaktion til den nye avis som lederskribent. Det viste sig at være midlertidigt, og han nåede også en tid på Ugebrevet Mandag Morgen, før han igen overraskede sine læsere ved at blive ansat på BT som politisk redaktør og medlem af chefredaktionen. Erik Meier Carlsen har i alle årene været en meget benyttet kommentator i radio og tv, og han er i dag tilbage på Information som politisk kommentator på dagbladet Information. Erik Meier Carlsen er meget interesseret i filosofi og udøvende buddhist.