Aalborg

60 år

Karen-Margrethe Kornum, Sundbyvej 27, Biersted, Aabybro, fylder i dag 60 år.

Karen Margrethe Kornum

Karen Margrethe Kornum

Karen-Margrethe er født og opvokset i Thisted, men flyttede til Aalborg for at uddanne sig til pædagog. I 1976 blev hun gift med ungdomskæresten Finn, og i 1978 fik de datteren Trine og i 1981 kom Ane til verden. Som pædagog har hun haft med mange børn at gøre - først i Budolfi Sogns Menighedsbørnehave, så i Børnehaven Skipper Clement i Aabybro og senest i Biersted Skolefritidsordning, hvor hun valgte at stoppe i 2003. En del af fritiden er også blevet brugt sammen med børn og unge i Biersted FDF, hvor hun en årrække var leder. I 1983 købte Karen-Margrethe og Finn Køkkengården i Biersted, og de har boet der siden. Omkring 1985 plantede de en mark til med 700 juletræer, og det udviklede sig stille og roligt, så i dag har de, ud over omkring 15.000 juletræer, en stor indendørs butik med Gjøltrolde, brugskunst og kurve samt en stor udendørs udstilling med stentøj og havefigurer. Gjøltroldene er efterhånden blevet et samleobjekt, så de har nu en stor samling af gamle Gjøltrolde. Ud over arbejdet med butikken afholder Karen-Margrethe også decoupagekurser og ellers bliver tiden brugt med familien og en god bog. Fødselsdagen fejres med åbent hus på Hotel Søparken i dag lørdag kl 12- 16.