EMNER

60 år

Maren-Lis Styrbæk, sygeplejerske, Dalgasgade 20, Fjerritslev, fylder fredag 60 år.

Maren-Lis Styrbæk

Maren-Lis Styrbæk

Mange mennesker i den gamle Fjerritslev Kommune har i tidens løb haft besøg af Maren-Lis eller været i forbindelse med hende på sygehusene i Thisted, Fjerritslev og Brovst. Hun er nemlig sygeplejerske og har arbejdet som sådan siden 1973. I 25 år har hun været hjemmesygeplejerske i Fjerritslev Kommune. Siden 2005 har hendes job været i sundhedsafdelingen ved Jammerbugt Kommune. Derfor ser man jævnligt Maren-Lis optræde i diverse sundhedscentre, hvor hun måler blodtryk på dem, der tør lægge arm til. Også kommunens ældre medborgere over 75 år får tilbudt hjemmebesøg af hende. Disse besøg er til glæde for begge parter og til stor gavn for kommunen, da en snak ofte kan løse eller forebygge små og store problemer eller blot give anledning til et friskt pust i hverdagen for de ældre. Maren-Lis har altid haft mange jern i ilden både fagligt og privat. Gennem 30 år har hun bestridt tillidsposter inden for sygeplejeområdet og er ofte til kongresser og møder i København. Alligevel bliver der tid til også at passe de fire børnebørn og sy og strikke til dem og andre. Og derudover naturligvis også til at passe hus og have i Fjerritslev og sommerhuset i Thorupstrand.