Sæby

60 år

Else Steen

Else Steen

¤Else Steen, filialdirektør, Solsbækvej 220, Sæby, fylder mandag 60 år. Else Steen er født og opvokset på en gård i St. Brøndum i Himmerland. Efter afsluttet realeksamen og den et-årige handelseksamen startede Else sin karriere i bankverdenen som elev i den daværende Provinsbanken i Skørping afdeling. Efter udstået elevtid flyttede Else og hendes mand, Kresten, i 1973 til Sjælland, da Kresten skulle starte på toldbetjentuddannelsen i Helsingør. På det tidspunkt var der kun en Provinsbanken i København, så Else kontaktede den lokale Frederiksborg Bank og fik job i bankens byggelånsafdeling. Efter to år på Sjælland fik de mulighed for at flytte tilbage til Jylland og endte i Hjørring, hvor Else kom tilbage til Provinsbanken. Herefter gik turen til bankens afdeling i Frederikshavn, som blev hendes arbejdsplads i seks år. Efter en kort afstikker til Kolding afdeling kom Else i 1985 til Provinsbanken i Sæby, hvilket har været hendes arbejdsplads siden da. I 1991 blev Else Steen udnævnt til souschef i afdelingen, som nu var blevet til Danske Bank efter fusionen i 1990, og siden 2005 har hun været filialdirektør i afdelingen. Else Steen er medlem af Sæby Menighedsråd og Sæby Inner Wheel Klub. Desuden bruges fritiden på golf, sejlads, rejser og de to børnebørn.