EMNER

60 år

Tommy S. Pedersen

Tommy S. Pedersen

¤Tommy S. Pedersen, direktør, Tinghallen Kongres og Musikhus, Viborg, fylder onsdag 60 år. Tommy S. Pedersen, der er født og opvokset i Ikast, har stort set hele sit voksenliv været beskæftiget inden for henholdsvis restaurations- og underholdningsbranchen. Efter at være udlært kok på Hotel Brande i 1969 arbejdede han i nogle år som køkkenchef og restaurantchef flere steder i Jylland og på Fyn. I 1976 overtog Tommy S. Pedersen den dengang skrantende landevejskro i Rødkærsbro, som han i de følgende år ombyggede og moderniserede. Bistået af sin kone, Lillian Pedersen, der er udlært smørrebrødsjomfru gjorde Tommy S. Pedersen Rødkærsbro Kro til et af Midtjyllands mest kendte og velbesøgte spisesteder. Efter mange års hårdt slid ved kødgryderne blev Tommy S. Pedersen i 1990 ansat som direktør for Tinghallen i Viborg. Der blev bygget ny, stor foyer, restauranterne blev moderniseret, og selve hallen blev udstyret med et nyt, publikumsvenligt stolesystem. Senest er der blevet opført et markant scenetårn med plads til de mange tekniske faciliteter, som i dag er nødvendige for at kunne huse store shows og koncerter. Sideløbende med sit virke som direktør for Tinghallen har Tommy S. Pedersen også brugt tid og kræfter på organisatorisk arbejde. I en årrække var han således landsformand for brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC). Ligeledes har han i næsten hele sin tid som haldirektør været medlem af bestyrelsen for organisationen Danske Kongres og Kulturhuse (DKK), bl.a. som medlem af repertoireudvalget. Fødselsdagen markeres med reception i Tinghallen fredag 8. august kl. 13-17.