Eksplosionsulykker

60-årig bag salg af kanonslag

Illegal forhandler brugte godkendt salgsbod som dækadresse

SVENSTRUP:Handlen med ulovligt fyrværkeri trives og lever i bedste velgående. Det viser en kontrolaktion, som Aalborg Politi i går gennemførte, og dagens mest opsigtsvækkende fangst blev gjort i Svenstrup, hvor en 60-årig mand skulle til at sælge kanonslag til børn. Manden blev også sidste år afsløret i ulovligt salg af fyrværkeri fra sin bopæl i Aalborg-bydelen Mølholm. Det ulovlige salg havde han i år flyttet fra sin private garage til en godkendt fyrværkerisalgsbod opstillet ved Q8-tankstationen på Godthåbsvej i Svenstrup. Her var flere af byens unger i går mødt op for at hente de pakker med kanonslag, som de havde bestilt på forhånd. Men det blev der ikke noget af - i stedet fik de en lang næse. Da den 60-årige sælger rullede ind med det ulovlige knaldfyrværkeri, stod politiet klar og konfiskerede samtlige pakker med kanonslag i alle mulige modeller. - Der var mødt en kø op af drenge på 10-12 år, som kun stod og ventede på, at sælgeren skulle komme. Men vi havde fået et tip om, hvad der foregik, så jeg havde lagt mig i skjul, og det gav gevinst. Det er rart med den slags tip, siger politiassistent Hans Flou fra Aalborg Politi, som ikke er i tvivl om, at den 60-årige har solgt til mange andre, inden han blev opdaget. Flere brag hjemme Hans Flou understreger, at Q8-tankstationen ikke har haft kendskab til det ulovlige fyrværkerisalg, selv om salgsboden er opstillet på deres areal. De har bare lagt plads til. Men ikke kun den 60-årige står til en bøde. Også den 19-årige mand fra Løgstør, som stod i salgsboden, får en hilsen fra politiet. Samtidig med aktionen i Svenstrup foretog politiet også ransagning af den 60-åriges bopæl i Aalborg, og her blev der fundet yderligere 150 ulovlige kanonslag. Ifølge Hans Flou er der ingen tvivl om, at der sælges en del ulovligt fyrværkeri fra mange af de mindre udsalgssteder. - Meldingen er rundt omkring, at hvis man spørger, om ikke man kan få noget med et ordentligt brag i, kan det også købes, siger Hans Flou, som til gengæld fremhæver de store byggemarkedskæder og supermarkeder, som følger reglerne til punkt og prikke. Hjælper afsløret Efter aktionen i Svenstrup lagde han også vejen forbi en fyrværkerisalgsbod ved Statoil-tankstationen i Støvring. Her havde politiet fået en melding om, at der kunne købes ulovlige kanonslag, og tippet viste sig at holde stik. En 25-årig mand, der gik til hånde med fyrværkerisalget, havde to kanonslag i lommen, og bedyrede, at han kun havde solgt et enkelt kanonslag. Og at det var sket, mens ham, der passede boden, vendre ryggen til. Et kig ind i den unge aalborgensers bil afslørede yderligere en kasse med 100 ulovlige kanonslag, som ifølge påskriften på kassen skulle koste 20 kroner stykket. - Men nu gør jeg det ikke mere. Jeg havde sagt på forhånd, at hvis jeg blev taget, så var det slut. Det var bare noget, jeg havde fra sidste år, og jeg tjener kun en femmer på hvert kanonslag, forklarede den unge mand, som ikke ønskede sit navn nævnt i avisen. Men hvorfor sælger du kanonslag, når de er farlige? - Fordi er er så mange, der gerne vil have noget med brag i, og så gjorde jeg det også for at tjene lidt ekstra. Men jeg sælger aldrig til unge under 18, lød det med bestemthed fra den unge mand.