Golf

60-årig fra Aabybro får sit eget tøjmærke

Hun kan ikke tegne - men har alligevel designet tøjet selv

Annette Løkke-Madsen er aktiv inden for flere sportsgrene og især golf. Da hun så var til modeshow i Aabybro Golfklub, hørte hun en kvinde klage over, at der ikke fandtes sportstøj til store, aktive kvinder. Det gav hende ideen til at designe et helt nyt tøjmærke: Buttercup Design. I første omgang t-shirts og poloshirts som den, hun har på her. Foto: Claus Søndberg

Annette Løkke-Madsen er aktiv inden for flere sportsgrene og især golf. Da hun så var til modeshow i Aabybro Golfklub, hørte hun en kvinde klage over, at der ikke fandtes sportstøj til store, aktive kvinder. Det gav hende ideen til at designe et helt nyt tøjmærke: Buttercup Design. I første omgang t-shirts og poloshirts som den, hun har på her. Foto: Claus Søndberg

AABYBRO:Hvorfor skulle det være en hindring, at man ikke kan tegne, når nu man gerne vil designe et nyt tøjmærke? Når Annette Løkke-Madsen fra Aabybro skal tegne sammen med børnebørnene, har hun med egne ord svært ved at slå streger, der bare nogenlunde ligner et hus. Alligevel har hun nu lanceret sit helt eget tøjmærke: Buttercup Design. Behageligt sportstøj Tøjet er til aktive kvinder og ikke udelukkende de åleslanke. Tværtimod er tøjet designet, så der er plads til kvinder med noget til både gården og gaden. I første omgang t-shirts og poloshirts, og næste år følges op med bukser og nederdele. Det skal være smart, men det skal også være behageligt, og så skal de kunne bruges på golfbanen, til badminton, bowling eller bare i hverdagen, lyder ambitionen. Ideen til Buttercup Design kom faktisk, da den aktive golfspiller Annette Løkke-Madsen var til modeshow i Aabybro Golfklub. - Her sad jeg ved siden af en ret stor kvinde, som sagde, at der aldrig var smart tøj i hendes størrelse. Det var kickstarten for mig, fortæller Annette Løkke-Madsen. Energi til mere Da var hun 55 år og havde for meget energi til at sidde stille. Tidligere var hun medejer af Nordsø Sommerhusudlejning i Blokhus, som havde været en stor del af hendes liv siden 1987. Men så blev bureauet solgt, og den 55-årige forretningskvinde havde stadig lyst til at sætte noget i gang. Der skal ske noget, som hun siger. Lige så stille begynde hun at slå de første streger, og hun spurgte sig frem inden for branchen for at få styr på alt fra størrelser til vaskemærker og meget andet. - Jeg vidste intet om branchen, men alle sagde, at det var en fantastisk idé, og at jeg bare skulle gå i gang, husker Annette Løkke-Madsen. Efterhånden fik hun arbejdet sig frem til de to designs, som nu er sat i produktion. Hun tror ikke på at skabe lag-på-lag for at skjule kvindernes runde former. Tværtimod er der plads til barm, mellemgulv og mave, og i stedet er der arbejdet med slidser og skrå snit samt farver, som alt i alt virker slankende rent optisk. Samtidigt er der lagt vægt på, at det stadig er feminint, lidt anderledes og behageligt at gå i. Hjælp fra designer I begyndelsen fik hun syet nogle modeller, som blev vurderet af veninderne, og efterhånden var hun nået så vidt, at hun kunne kontakte en professionel designer. For selvom der er tale om Annette Løkke-Madsens egne designs, har den professionelle assistance været nødvendig for at få skitserne rettet til, ligesom designeren har lavet et skema med mål, som så blev sendt til den fabrik i Polen, hvor tøjet syes. Det var også designeren, som anbefalede fabrikken i Polen, selvom det ville være billigere at få det syet i Østen. Designerens erfaring er, at kvaliteten af tøjet syet i Polen er højere, og det har været altafgørende for Annette Løkke-Madsen. - Det kommer til at gå Nu står hun over for at skulle markedsføre Buttercup Design, og hun planlægger blandt andet at annoncere i et golfmagasin, idet hun forestiller sig, at mange af kunderne vil være golfspillere. Men naturligt nok håber hun, at mærket vil slå igennem for alle aktive kvinder, uanset sportsgren. Designet og farverne er lagt an på, at det skal være tidløst, og så kan tøjet holde til at blive brugt igen og igen. Arbejdet de seneste fem år har det været en lang og til tider sej proces - især da prøverne og senere det færdige tøj lod vente på sig fra fabrikken side. Men Annette Løkke-Madsen har været hjulpet af sin erfaring som forretningskvinde, et utroligt drive og måske især en stærk tro på, at det nok skal gå. - Det kommer til at gå! Det siger alle fagfolk, så det er jeg slet ikke i tvivl om, forsikrer hun.