Vandforsyning

60-årigt værk i smult vande

Smidie Vandværk fejrer 60 års jubilæum og nyder den ro, der har lagt sig efter årelang sag med den gamle kommune.

Smidie Vandværk har overlevet som selvstændigt vandværk i 60 år, i de seneste mange år med Freddy Nielsen og Else Nørgaard i spidsen. Arkivfoto: Per Kolind

Smidie Vandværk har overlevet som selvstændigt vandværk i 60 år, i de seneste mange år med Freddy Nielsen og Else Nørgaard i spidsen. Arkivfoto: Per Kolind

Smidie Vandværk lægger an til en lille kaffefest med lagkage søndag 4. oktober i vandværkets bygning midt i landsbyen. Vandværket fylder nemlig 60 år, og det er absolut værd at fejre, mener bestyrelsen. - Tænk, at vi eksisterer endnu. Det er da imponerende, at vi alligevel har overlevet i alle de år. Især sådan som Skørping Kommune har været efter os, siger formanden for vandværket siden 1977, Else Nørgaard, som nu glæder sig over, hvordan den årelange sag om vandforsyningen i Smidie-området er faldet til ro. - Jeg er stadigvæk fuldstændig på halen over den forskel, det har gjort for os at komme fra Skørping Kommune og ind i Rebild Kommune. Her er der virkelig blevet lyttet til os og kommet med forslag til løsninger, som vi kunne bruge. Nu tror jeg på, at vi er fredet, siger Else Nørgaard. I over 25 år forsøgte Skørping Kommune at få de 17 husstande med private boringer i Smidie Udflyttere over på en kollektiv vandforsyning på grund af for meget nitrat i vandet, og da Smidie bys vandværk også fik konstateret forurening med sprøjtegiften BAM, ville kommunen have alle i Smidie og omegn koblet på Kongerslev Vandværk. Men nu er der fundet en mindelig løsning med Rebild Kommune, som gør det muligt at bevare den lokale vandforsyning og alligevel sikre godt drikkevand. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende onsdag.