60 dage for vold på gaden

retssag 20-årige jagtede rival efter slagsmål

Narkokriminalitet 17. januar 2003 01:00

HOBRO: En 20-årig mand fra Hobro blev i går idømt 60 dages fængsel for vold. Men retten frifandt ham delvist for politiets anklager. En nævekamp på et værtshus var ikke vold, men et slagsmål, hvor begge parter havde andel i balladen. Manden kom om natten 20. oktober i slagsmål med en anden gæst på værtshuset Buddy Holly i Hobro. Ofret forklarede i retten, at han pludselig blev slået ned bagfra. Den tiltalte sagde derimod, at den anden mand knuste et glas i hovedet på ham, og så kom de op at slås. Forklaringerne fra de i alt seks vidner gik i forskellige retninger, men domsmandsretten endte med at afvise påstanden om vold. Derimod overtrådte den 20-årige helt klart straffeloven en halv time senere den pågældende nat. Efter at han var blevet smidt ud af værtshusets dørmænd, ventede han uden for på sin rival. Da denne kom ud, blev han overfaldet med tre-fire knytnæveslag. Manden blev endvidere fundet skyldig i overtrædelse af politivedtægten. Tidligere på natten 20. oktober var han gået gennem Hobros gågade. Ved pizzabaren ved Kirketorvet stod en mand uden for og spiste pizza. Den 20-årige sparkede maden ud af hånden på ham. - En mand, der stod ved siden af ham, sagde "Dér kommer pusheren". Men der var vel egentlig ingen grund til at sparke pizzaen ud af hånden på ham, erkendte den tiltalte. - Kort efter kom du i slagsmål på Buddy Holly. Bliver du let sur, spurgte anklageren. - Ja, hvis jeg får et glas i hovedet, svarede den tiltalte. Den 20-årige fik i august i Vestre Landsret seks måneders fængsel, hvor af de tre måneder blev gjort betinget. Straffen dækker over dels narkohandel, idet den 20-årige havde en mindre rolle i den store, østhimmerlandske narkosag, som indtil videre har kostet omkring 30 unge fængselsstraffe. Med i dommen var også et overfald på en taxichauffør. Eftersom den nye voldssag skete i prøvetiden, blev de tre måneders betinget fængsel taget op igen. Den "gamle gæld" plus den nye voldsepisode takserede Retten i Hobro således til sammenlagt 60 dages ubetinget fængsel. Lige nu afsoner han de tre måneders fængsel i Statsfængslet Kragskovhede.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...