Velgørenhed

60 indsamlere gjorde en aktiv indsats for en god sag

55.940 kroner fra Skagen Kommune til Røde Kors

SKAGEN:Der var en meget positiv stemning, da Røde Kors indsamlerne i går formiddag blev sendt ud på deres ruter. Og med god grund. 50 indsamlingsbøsser blev fordelt og i alt 60 indsamlere var på gaden. Det er faktisk flere end sidste år, der ellers var et rekordår - formentligt set i lyset af 11. september katastrofen. Nogle timer senere blev resultatet gjort op, da indsamlerne kom tilbage til Spar Nords lokaler. Bøsserne blev skåret op og pengene talt. Det blev til i alt 55.940,50 kroner. - Vi har dækket flere ruter end sidste år, og jeg er meget glad for resultatet, sagde indsamlingslederen, næstformand i den lokale Røde Kors afdeling, Betina Bruun Jensen. Sidste år blev der samlet 62.825,25 kroner. Det var et helt ekstraordinært resultat, en rekord som bliver vanskelig at slå. - Dette års indsamlingsresulat er væsentlig bedre, end jeg havde frygtet, supplerede formanden, Flemming Wandborg. Han kunne iøvrigt som sædvanlig prale af, at han selv havde haft den bedste rute. 2465 kroner kom han hjem med. Aktiv indsats Ditte Westmark og Ole Jacob Nielsen skulle samle ind på Trindelvej. De har været med før. - Det er en god sag. Det er en mere aktiv måde end bare at sende pengene, synes Ditte Westmark. - Jeg vil gerne give mere af mig selv og så også forsøge at få andre op af stolen. Det er så lidt, der skal til for at hjælpe verdens nødlidende, mener Ole Jacob Nielsen. Dorthe Lynggaard har samlet ind til Røde Kors en gang tidligere, men det er første gang hun er sammen med ægtefællen Evald Lynggaard. De dækkede to ruter, men fulgtes ad. Det er mere hyggeligt, synes de. - Det er en let indsats for en god sag. Vi må ud af sofa-dovenskaben, og nu har vi bedre tid end før, så vi vil gerne hjælpe, sagde ægteparret Lynggaard inden de begav sig ud på ruterne. Hvis man ikke mødte en indsamler i går, er det stadig muligt at støtte Dansk Røde Kors' landsindsamling. Man kan ringe 100 kroner ind på 90 56 56 56 eller på giro 695 0000. Eller man støtte via internettet på www.redcross.dk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst