60 indsigelser mod Aalborg Letbane
Aalborg Kommune forventer først i næste uge at have overblik over indsigelsernes indhold
Opdateret 29. september 2015 kl. 13:11
AALBORG: Der var indkommet cirka 60 indsigelser til kommuneplanforslaget med tilhørende miljørapport for Aalborg Letbane, da høringsfristen udløb onsdag.
Indsigelserne skal nu gås igennem, og Jesper Schultz, Aalborg Kommunes letbanesekretariat, forventer, at man i løbet af næste uge har et overblik over det indholdsmæssige i indsigelserne. Hans umiddelbare indtryk er, at indsigelserne svarer meget godt til de bemærkninger, spørgsmål og udsagn, letbanesekretariatet er blevet mødt med i løbet af indsigelsesfasen - blandt andet på de to borgermøder i Budolfihus og i NORDJYSKE.
- Vi tager alle bemærkninger meget seriøst, og de vil bliver fremlagt for byrådet - sammen med en konkret vurdering fra forvaltningen på hver enkelt indsigelse, hedder det fra Jesper Schultz, der forklarer, at den lidt upræcise mængdeangivelse, cirka 60, skyldes, at indsigelserne er indkommet på forskellige vis - eksempelvis er nogle kommet både på mail og med post. Dertil kommer, at nogen har gjort flere indsigelser, som måske supplerer måske skal afløse hinanden.
Et eksempel på en indsigelse, der rummer flere ændringsforslag til den fremlagte plan, kommer fra beboerforeningen Haraldslund Vest. Her oplyser formand Lars Zacharias Mortensen, at foreningen har indsendt otte alternative forslag til den nye vej, der ifølge kommuneplanforslaget skal være tilkørselsvej til parkeringspladsen mellem Haraldslund og Nordjyske Arena.
Jesper Schultz forventer i øvrigt, at den videre politiske behandling i Aalborg Kommune kommer til at foregå på et fælles udvalgsmøde mellem By- og Landskabsudvalg og Sundheds- og Kulturudvalget 7. oktober og siden i magistraten 19. oktober, sådan at sagen kan blive behandlet i byrådet 9. november.
Efter byrådet har lagt sig fast på den overordnede plan for letbanen på plads, skal Folketinget i sving, sådan at den anlægslov, der skal bane vejen for letbanen, eventuelt kan vedtages endeligt i foråret 2016. Sideløbende vil By- og Landskabsforvaltningen sætte gang i udarbejdelse og ændringer af lokalplaner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.