Bortførelser

60 mennesker dræbt af bomber i Irak

Bagdad, søndag /ritzau/Reuters 60 mennesker blev søndag dræbt ved bombeangreb i to shiitiske byer i Irak. Desuden blev tre ansatte af valgkommissionen dræbt i protest mod det forestående valg Opdateret antal ofre for bomben i Najaf. -------------- -------- ------------ ----------- ------ Modstanden mod det kommende valg i Irak kom til al tydelighed til udtryk i weekenden. I Najaf blev 48 mennesker dræbt af en bombe, der eksploderede på et menneskefyldt torv. Få timer forinden var 14 mennesker blevet dræbt af en bilbombe i den nærliggende by Kerbala. Begge byer er hellige for shiamuslimerne. Søndag formiddag blev tre ansatte i den irakiske valgkommission skudt og dræbt i Bagdad, og lørdag blev to mennesker dræbt i forbindelse med et angreb på et valgkontor i det nordlige Irak. Weekenden mest dødelige angreb blev gennemført i Najaf. Her blev 48 mennesker dræbt og over 90 såret, oplyste hospitalskilder. Bomben eksploderede nær iman Ali mausolæet, der er den største shiitiske helligdom i Irak. To timer forinden var 14 mennesker blevet dræbt og 34 såret, da en bilbombe eksploderede ved en busstation i Kerbala. Også her skete eksplosionen nær en vigtig shiitisk helligdom - ifølge øjenvidner omkring 500 meter fra iman Husseins grav. Iman Hussein var barnebarn af profeten Mohammad. Så sent som i onsdags blev Kerbala udsat for et andet bombeangreb, hvor 10 mennesker blev dræbt og 40 såret. Også dette angreb skete i nærheden af iman Husseins gravsted. Angrebet mod de tre ansatte i den irakiske valgkommission skete på Haifa Street, der ligger ligger i et sunnimuslimsk kvarter i den centrale del af Bagdad, og som er kendt for at være et af de voldeligste områder af den irakiske hovedstad. Her stoppede ukendte gerningsmænd en politibil efter først at have skudt efter den. Herefter blev de tre slæbt ud af bilen og dræbt med skud, fortalte øjenvidner. Ifølge øjenvidnerne bar de tre ofre civilt tøj, selv om de kørte i en politibil. Ifølge en talsmand for valgkommissionen var der ingen medlemmer af kommissionens bestyrelse indblandet. Der er flere tusinde mennesker ansat i kommissionen, der står for planlægningen af afholdelsen af det planlagt valg den 30. januar. - Det er ikke ved at dræbte ansatte, at valget forhindres, men terroristerne har deres egen strategi, sagde talsmanden Farid Ayar. Haifa Street løber parallelt med Tigris-flodens vestbred. Her ligger blandt andet det irakiske justitsministerium og andre administrative bygninger. Desuden ligger her flere lejlighedskomplekser, som landets tidligere leder Saddam Hussein lod bygge til personer, der støttede ham. Mange af disse loyalister af det tidligere regime bor her stadig og menes at udgøre en base for et stadig større oprør. Lørdag gik det ud over det nordlige Irak, hvor to mennesker blev dræbt under et angreb på et valgkontor i byen Dujail. Valgkontoret er et af mange rundt om i landet, hvor vælgere registreres og uddanne vælgere forud for valget den 30. januar. Blandt de sårede var seks irakiske nationalgardister, som bevogtede kontoret i den sunnimuslimske by ca. 50 kilometer nord for hovedstaden Irak. Fredag blev et valgkontor i oliebyen Kirkuk også udsat for et angreb, da det blev ramt af en mortergranat. De etniske spændinger er taget til i Kirkud forud for valget, som mange ønsker at få udskudt. Ved et tredje valgkontor, ca. 60 kilometer sydvest for Kirkuk, mislykkedes det samtidig for irakiske nationalgardister at slå et angreb tilbage, som oprørere, bevæbnede med maskinpistoler, indledte lørdag morgen. Der var ingen umiddelbare rapporter om antallet af eventuelle døde og sårede i forbindelse med det angreb. Amerikanske og irakiske embedsmænd har advaret om, at oprørere, der er fast besluttede på at få de udenlandske styrker i Irak ud af landet, vil optrappe deres angreb forud for Iraks første frie valg i årtier. Søndag truede tre forskellige islamiske grupper desuden med at dræbe 10 irakiske gidsler, som angiveligt arbejder for et amerikansk vagtselskab. Den arabiske tv-station Al-Jazeera viste søndag et videoklip, der viste 10 mænd med bind for øjnene og deres hænder bundet. Klippet ledsages af en stemme, der siger, at de vil blive dræbt, "hvis ikke det amerikanske firma, som de arbejder for, stopper deres aktiviteter i Irak". De tre grupper, hvis navne ikke blev videregivet af Al-Jazeera, oplyste ikke, hvornår de 10 irakere var blevet bortført, men blot at de boede i Bagdad. /ritzau/Reuters