600.000 kroner for luftsteg og vindfrikadeller

Det har kostet Mariagerfjord Kommune dyrt at harmonisere madtilbuddet til pensionister.

Tegning: Jens Schmidt

Tegning: Jens Schmidt

600.000 kroner. Så meget må Mariagerfjord Kommune hvert år betale til den private leverandør, der har kontrakt på levering af mad til kommunens pensionister. Og kommunen får kun luftsteg og vindfrikadeller for pengene. Årsagen er, at pensionisterne i stort tal har valgt en anden menu end den kommunale, efter at kommunen fra januar 2010 valgte én leverandør, Mariager Dinér Transportable, til at servicere pensionisterne fra Øster Hurup i øst til Hvornum i vest. Ærgerlige penge Indtil da havde kommunen opereret med to forskellige leverandører. Mariager Dinér Transportable i øst, Sygehus Himmerland Hobro i vest. Hvad forandringen betød, dokumenteres tydeligt af de tørre tal. I november 2009 havde kommunen 227 kunder - nu er tallet nede på cirka 100, oplyser kommunens fagkonsulent, Thorbjørn Aagaard. - Det er ærgerlige penge at betale, for vi kunne sagtens bruge pengene et andet sted. Men ved udbuddet stillede vi leverandøren mindst 205 modtagere i udsigt, og selvom Mariager Dinér Transportable ifølge kontrakten selv skal tage de første 20 procent af tabet, så er vi så langt nede, at de selvfølgelig skal have kompensation. Nogle udgifter er jo de samme, uanset hvor mange brugere der er, siger Thorbjørn Aagaard. Et nyt marked For den private madleverandør, Sønderup Landkøkken, har de nye tider i Mariagerfjord Kommune åbnet et nyt marked. Fra 1. december 2009, da kommunen orienterede borgerne om ændringen, er det gået stærkt. - Vi åbnede lige så stille med en enkelt bil i 2009. Nu har vi to ruter i Mariagerfjord og leverer til 105 hjemmeboende og 20 beboere på ældrecentrene, så jeg skal bestemt ikke klage, siger indehaveren af Sønderup Landkøkken, Dorthe Nørhave Johansen.