EMNER

600 bådflygtninge ud for Sicilien

ROM: De italienske toldmyndigheder har opdaget over 600 illegale indvandrere, som befandt sig i fire både ud for Siciliens sydkyst. Det meddelte chefen for det italienske toldvæsen, Marcello Marzocca, onsdag. De fire både kom tilsyneladende fra Nordafrika - formentlig Libyen, sagde Marzocca. Indvandrerne blev ført til transitcentre i Italien, hvor der tages stilling til deres videre skæbne. I alt 15.000 indvandrere er blevet pågrebet i løbet af i år, mens de forsøgte at komme i land på Italiens sydkyst. Det viser tal fra indenrigsministeriet. Italien er sammen med Spanien og i nogen grad Grækenland portene mod syd, når det gælder illegal indvandring til EU. /ritzau/AFP