600 nordjyske tillidsfolk til protestmøde i Odense

Valgkampen er så småt i gang, og den vil blandt andet komme til at handle om efterlønnen.

Per Ottesen, tillidsmand for Metal-medarbejderne hos Desmi, tjekker sin pc for nyt om onsdagens stormøde. Han er en af ca. 600 nordjyske tillidsfolk, der tager til mødet i Odense.Foto: Jeppe Holm

Per Ottesen, tillidsmand for Metal-medarbejderne hos Desmi, tjekker sin pc for nyt om onsdagens stormøde. Han er en af ca. 600 nordjyske tillidsfolk, der tager til mødet i Odense.Foto: Jeppe Holm

Omkring 600 nordjyske tillidsfolk kørte tidligt onsdag morgen med busser til stormøde i Odense Congress Center. Et stormøde med en helt bestemt dagsorden: "Til kamp for efterlønnen". På landsplan er 3000 tillidsfolk tilmeldt mødet. Og ifølge LO er det første gang i nyere tid, det er lykkedes at samle så mange tillidsrepræsentanter til et fagligt stormøde. Tilhænger af efterløn En af deltagerne er Per Ottesen, tillidsmand på virksomheden Desmi. Han er tilhænger af, at folk på arbejdsmarkedet fortsat skal have adgang til at vælge efterløn - hvis de vil: - Jeg mener, det skal være en valgfri ordning. Jeg tror på sigt, at flere vil vælge at arbejde så længe som muligt, men der er jo også nogle, der er slidt ned, siger tillidsmanden fra Desmi. Per Ottesen konstaterer, at der også på hans arbejdsplads er medarbejdere lidt oppe i alderen. - Der er ingen garanti for, at de kan arbejde, når de er 66-67 år, lyder det fra tillidsmanden. Kan ikke love reddet efterløn Han kan dog ikke love, at stormødet i Odense redder efterlønnen. - Men vi er jo nødt til at fortælle om vores utilfredshed, siger han. Per Ottesen vurderer, at stormødet i Odense også skal ses i lyset af, at valgkampen så småt er i gang. En valgkamp, som blandt andet vil handle om bevarelse af efterlønnen. - Vi er nødt til at komme på banen for at fortælle om alle de forringelser, de har lavet for os lønmodtagere, siger tillidsmanden. Og nævner afkortningen af dagpengeperioden som en anden forringelse.