6000 fugle døde af olieudslip

ÅRHUS:Op mod 6000 havfugle har mistet livet denne vinter som følge af olieudslip i Storebælt. Det viser en optælling, som Skov- og Naturstyrelsen har foretaget. Langt hovedparten af fuglene er fundet langs Vestsjællands kyster og 98 procent af dem er edderfugle. Derudover er også enkelte fløjlsænder, lomvier, måger og skalleslugere ramt af olie. Skov- og Naturstyrelsen har ikke kunne opklare, om der er tale om flere olieudslip, eller der stadig er tale om olie, der stammer fra det cypriotiske tankskib, som man ved, lækkede olie i bæltet i januar. Styrelsen står sammen med en række frivillige jægere for at aflive de olieindsmurte fugle, men opgaven har været vanskeligere end normalt. - De olieudslip vi har oplevet her i vinter, har haft en lidt anderledes effekt på fuglene, end vi normalt oplever. Fordi olien ligger under havoverfladen, har fuglene kun fået ganske lidt olie på sig, når de dykker. Det betyder, at fuglene har været længere om at blive afkræftede og drive ind på land, hvor vi kan komme til at aflive dem, siger skovfoged Henrik Lykke Sørensen fra Skov- og Naturstyrelsens reservatsektion, der koordinerer beredskabsplan for havpattedyr og havfugle. Han tilføjer, at der derfor stadig er fugle, som driver rundt og langsomt bliver afkræftede og til sidst dør. - Selv en lille plet olie på størrelse med en tommelfingernegl er nok til at ødelægge fjernes isolerende virkning, siger Henrik Lykke Sørensen. I denne weekend gennemsøger et halvt hundrede ornitologer 450 af Danmarks 7500 kilometer kyststrækning for at registrere, hvad vinteren har krævet af ofre på oliefuglefronten. Det er primært kyststrækninger i Vestjylland, der vil blive besøgt. Projekt Ilanddrevne Fugle, tilrettelægges af Dansk Ornitologisk Forening og finder sted for 21. år i træk. /ritzau/