61 gevinster er ikke afhentet i matchfixingsag

DBU regnede med flere skyldige i matchfixingsag. Kun én har fået en straf. 61 gevinster er aldrig afhentet

Henrik Kjær Jensen under pressemødet hos DBU d.4.februar 2013. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2013
Fodbold 4. februar 2013 17:09

BRØNDBY: Dansk Boldspil-Union (DBU) har idømt fodboldspilleren Kristoffer Wichmann fra FC Vestsjælland en karantæne på seks måneder i en sag om matchfixing og indlevering af i alt 96 spillekuponer.

Det er dog kun 35 af kuponerne, der siden er forsøgt indløst.

- Da vi begyndte at rode i sagen, så stoppede indleveringen af de sidste kuponer, siger sikkerhedschef i DBU, Henrik Kjær Jensen.

- Det er da meget mistænkeligt. Vi kunne da meget godt tænke os at finde ud af, hvem der vil lade 61 kuponer ligge, siger han.

På kuponerne var der spillet på både Kristoffer Wichmanns egen klub, FC Vestsjælland, i en kamp mod Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF) og på en kamp mellem Vanløse og Hvidovre.

Da DBU indledte undersøgelsen, regnede fodboldunionen med, at der var flere involverede i sagen. Det er dog kun lykkedes at fælde dom over FC Vestsjælland-anføreren.

Det ærgrer DBU's formand, Allan Hansen, at det ikke er lykkedes at finde ud af, om den anden kamp spiller en rolle i sagen, og hvor de sidste 61 kuponer er blevet af.

- Hvis man kigger på summen på indicier (for at der var flere implicerede, red.) og på, at der stadig er 61 kuponer, der ikke er afhentet, så kunne jeg da godt tænke mig at få afdækket hvorfor, siger han.

- Jeg synes, det er ærgerligt, når man har sådan en sag, at man ikke har været i stand til at grave helt til bunds i den, siger Allan Hansen.

De resterende 61 vinderkuponer er nu ugyldige, da det kun er muligt at indkræve præmien i op til et år, efter at kampen er spillet.

- Så der er nogen, der har lidt et tab, og fundet det nødvendigt ikke at give sig til kende, vurderer Henrik Kjær Hansen.

Sagen ses som afsluttet, med mindre der måtte komme nye oplysninger frem.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...