611 borgere protesterer mod lukning af bibliotek

En stor stak underskrifter er afleveret til borgmesteren

Lokalpolitik 28. september 2002 08:00

TÅRS: 611 borgere fra Tårs og omegn har i løbet af tre dage skrevet under på et brev til Hjørring Kommune for at tilkendegive, at de er utilfredse med planerne om at lukke Tårs Bibliotek. Gunvor Nielsen er en af de borgere i Tårs, der er meget kede af udsigten til en lukning, og hun er medinitiativtager til underskriftindsamlingen sammen med borgerforeningen. Hun har afleveret de 611 underskrifter til borgmester Bent Brown (S), og Tårs-borgerne håber nu, de kan få politikerne til at genoverveje spareforslaget. Planen er at lukke biblioteket til januar og erstatte det med en bogbus, og forslaget har skabt så kraftig røre i byen, er der de seneste dage er skrevet under på protestbreve i syv butikker og på biblioteket. Samtidig har Tårs Borgerforening skrevet et brev stilet til økonomiudvalget i Hjørring Kommune for at protestere mod planerne, og foreningen foreslår f.eks. at indføre et mindre gebyr i forbindelse med bestilling og udlån på kommunens biblioteker i stedet for at lukke Tårs Bibliotek. Imponerende Et alternativt forslag fra foreningen er at sælge biblioteksbygningen og lade biblioteket flytte til Bredgade 78 - den nuværende ungdomsskole, som flytter på skolen i forbindelse med renovering af Tårs Skole. Desuden foreslåes det, at man kan skære lidt i åbningstiden og eventuelt flytte den til om aftenen, så flere udearbejdende har mulighed for at benytte biblioteket. - Jeg synes faktisk, det er imponerende at så mange mennesker bakker op om vores henvendelse til Hjørring Kommune, og vi har besluttet at fortsætte underskriftsindsamlingen, fordi vi i foreningen har fået flere henvendelser fra folk, som ikke har nået at skrive sig på, før listerne blev samlet sammen, siger formanden for Tårs Borgerforening, Marianne Harpsø. Drigtig by Tårs er den andenstørste by i kommunen og borgerforeningen peger i brevet til kommunen på, at Tårs en meget driftig by. Der bliver bygget nye parcelhuse og andelsboliger i Tårs. Der er attraktive byggegrunde til rådighed, og byen har en befolkning i tilvækst. Foreningen er overbevist om, at en af årsagerne er, at Tårs har et bredt udbud af faciliteter i byen, herunder et "fast bibliotek". Ved at lukke biblioteket i Tårs regner politikerne med at kunne spare 310.000 kr. om året, og dertil kommer en besparelse på 30.000 kr. årligt, når kommunebutikken på biblioteket samtidig lukkes.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...